Falske pakke-mails

posted in: Sikkerhed, virus m.v. | 0

Vi har jo set dem i utallige varianter: Falske mails, der giver sig ud for at komme fra PostNord, GLS eller lignende, men i virkeligheden er det enten en phishingmail, der vil franarre dig oplysninger, et kreditkortangreb, der vil have fat i dine kreditkortoplysninger (“Der mangler porto, så du skal lige betale 10 kr ekstra for at få pakken”) eller simpelthen et link til noget, der lægger en virus ind på din PC eller telefon. Og hvor de for et par år siden var med let gennemskuelige stavefejl, så er de desværre blevet bedre på det punkt. Udbredelsesmetoden er den samme, men “nyttelasten” kan være forskellig.

Og der er ekstra mange af dem nu, hvor rigtigt mange køber ind via postordre og behovet for at få leveret gaver til jul, få dem byttet og udnytte januarudsalget. Men du hopper selvfølgelig ikke i fælden – hvad er også sandsynligheden for at du får en pakke fra nogen du aldrig har hørt om og de så oven i købet har underfrankeret den. Du passer selvfølgelig på – husk også at sige til familie, venner og bekendte, at de skal passe på. Skulle du være nysgerrig, så klik ikke på en henvisning, men højreklik og vælg “Kopier link” og gå så ind i notepad og vælg “Sæt ind” – så kan du se om henvisningen går til dem, den siger, den kommer fra.

PostNord har en lang række eksempler på falske beskeder her: it-svindel | PostNord