Almindelige fladskærms tv er stort set blevet helt erstattet af smart-TV. Altså TV apparater, der er forbundet til nettet og som har en række specielle applikationer, der muliggør direkte afspilning af fx Netflix og Youtube videoer. Hvor vi for ganske få år siden ville advare om den sikkerhedsrisiko, der ligger i en enhed med indbygget kamera og mikrofon forbundet til nettet, så skulle sikkerheden efter sigende være blevet prioriteret højere fra leverandørerne nu, men der overføres ofte data til producenten – fx for at kunne hjælpe dig ved at foreslå programmer i stil med dem, du plejer at vælge. (Producenterne må have en idé om, at vi føler os godt hjulpet, hvis de opfatter os som halv-senile). Hvis man ikke er begejstret for en sådan dataoverførsel kan man selvfølgelig lade være med at slutte sit smart-TV til internettet og så bruge det som et almindeligt standard tv.
Smart TV kan afvikle applikationer og det vil sige, at der findes et operativsystem på apparatet – helt som vi kender det fra smartphones og computere. Og der er et par stykker af slagsen:
Android-TV (Næsten som Android på din Smartphone og med indbygget Chromecast og Google Assistent stemmestyring), WebOS (Fra LG. Tidligt foran med en rimelig god brugergrænseflade. Med indbygget Bluetooth til fx et tastatur), Tizen OS (På Samsung. Udviklet af The Linux Foundation. Er blevet ændret til større sikkerhed efter at det i 2015 var involveret i “Samsung Spy-gate”, hvor Samsung TV’er spionerede på deres ejere), Fire TV Edition (Amazon Alexa. Ret nyt system), Roku TV (meget udbredt i USA). Du kan læse lidt mere om de forskellige systemer i denne artikel fra makeuseof.com.
Alternativet til et smart TV er et standard TV (som det du måske allerede har) hvor man sætter en Chromecast (bruger lokalt WiFi) eller Miracast enhed (direkte kommunikation fra enhed til enhed) i en HDMI indgang og ser film fra sin telefon eller computer.