Falske annoncer

posted in: Tips | 0

Annoncer for slankemidler, diverse “tv-shop” produkter og andre mirakelkure har aldrig været bange for at behandle sandheden skødesløst. Der er nu dukket en ny tendens op, hvor disse annoncører har lært af fake news udgiverne: De laver decideret falske annoncer og falske hjemmesider, der skal forestille noget andet. Jeg faldt over denne efterligning af Berlingske Business, som forsøger at lokke folk til at købe bitcoins. Historien er også beskrevet hos TV2 med andre “hovedrolleindehavere” og EkstraBladet har en tilsvarende historie, hvor det er et eller andet fluidum, der forsøges solgt:

Jeg har selvfølgelig gjort Berlingske opmærksom på problemet, men desværre så kræver selv minimal eftersporing af kriminelle en del arbejde, som samtidig er påvirket af bevidstheden om, at det nok ikke giver noget resultat. (Siden er er tilsyneladende ifølge whois.org blevet oprettet fra Rusland og den bliver hostet hos et tysk hostingfirma: hetzner.com).

Så da det kun går for langsomt med at få lukket den slags, så må du hellere selv indstille dig på at være på vagt. Hver gang. Så tjek:

  • klik ikke på noget før du er sikker: Måske vil et klik føre dig hen til en ny side, der skal lokke dit til at indtaste personlige oplysninger, kreditkort info eller købe et eller andet og så kan du stoppe der. Men måske indeholder en sådan henvisning i sig selv farlig kode som lægges på din PC, når du klikker, så pas på.
  • se på adressen øverst i browserens adresselinje: Ser den ud til at svare til det indhold, der bliver vist og stemmer den med det, du ville forvente (berlininsky.dk ligner men er ikke det samme som Berlingske.dk og i adresselinjen står der så noget helt andet: https://hcliips.com/).
  • Peg på – men uden at klikke – forskellige henvisninger på siden og se om de går til reelt indhold (du kan se hvor din browser vil hoppe hen nederst til venstre eller ved at højreklikke på henvisningen og vælge “kopier link” og derefter vælge Sæt ind i et program som notepad.. Falske sider vil ofte have links til forældede artikler eller at alle henvisninger peger til en og samme købeside. Eller tekster, der ligner henvisninger vil slet ikke have nogen link-henvisning.
  • Ser artiklen i sig selv troværdig ud og kan den verificeres hos andre nyhedsmedier: Søg efter nogen ord fra overskriften og se hvad du får – i eksemplet kunne det fx være Claus Pilgaard konkurs.
  • Er artiklens indhold rimeligt sandsynligt. Husk når alt andet fejler at bruge din sunde fornuft: Hvis det er for usandsynligt til at være sandt, så er det nok lige præcis det, der er: usandt”. Hvis der som i eksemplet her, er tale om stort set arbejdsfrie penge lige ned i foret, så vil historien nok dukke op andre steder end på et enkelt nyhedsmedie.