Smagsvarianter af Ubuntu Linux

posted in: Linux, Tips | 0

Linux kører i dag på størstedelen af servere, samtlige af verdens 500 hurtigste supercomputere og på et stigende antal privatcomputere. Den mest brugte desktop-version af Linux er Ubuntu, og den er en dejlig sag. Men Ubuntu er jo ikke bare Ubuntu. Der er en mængde forskellige varianter (‘flavors’) af styresystemet, så man kan vælge lige præcis det der passer til sit behov. De adskiller sig på en mængde punkter, som er at sammenligne med hvordan biler adskiller sig. De har alle den samme dieselmotor i bunden (Linux-kernen), det samme solide stel (baseret på styresystemet Debian), det samme automatgear (apt-get systemet til programinstallation) og den samme servostyring (flere skriveborde du kan skifte imellem med et enkelt klik).

Til gengæld er der ikke altid det samme betræk på sæderne (skrivebordsmiljø/brugergrænseflade) eller den samme radio (præ-installeret software) i. Det er små forskelle, men de har stor betydning for hvordan brugeroplevelsen af bilen/styresystemet er.

Der er mange forskellige Linux-distributioner (Debian, Fedora, Red Hat, Ubuntu, etc.) og lige så mange forskellige skrivebordsmiljøer og grafiske brugergrænseflader, og fælles for alt Linux er at du kan mix’e og match’e som du vil, og lave lige den kombination du gerne vil have. Men hvis du ikke gider at sidde og samle det selv, så findes der til hvert system en mængde ‘flavors’ – det vil sige færdigmixede styresystemer, som er tilpassede brugere med bestemte behov eller præferencer.

Her er opridset et par af de mest anvendte officielle flavors af Ubuntu, og hvordan de adskiller sig:

Ubuntu

Standardversionen af Ubuntu byder på brugergrænsefladen Unity (oven på skrivebordsmiljøet GNOME), som har den karakteristiske bar med ikoner ude til venstre, med Dash-menuen til at finde rundt i programmer og filer på computeren. Derudover kommer det med LibreOffice, som er en fuld office-suite med skrive-, regneark- og præsentationsprogrammer, emailklienten Thunderbird, og den generelle Ubuntu Software Center hvor man kan finde og installere hvad end man ellers drømmer om med blot et enkelt klik.

Ubuntu

Ubuntu Budgie

Ubuntu Budgie er opkaldt efter skrivebordmiljøet Budgie (der oprindeligt blev udviklet til styresystemet Solus), og som altså erstatter Ubuntus normale Unity/Gnome-miljø. I stedet er der nu en mindre launcher, en mere overskuelig programoversigt og den store fælles kalender/notifikationsmenu ude til højre, alt i et moderne, elegant look. Udover et andet standard emailprogram, adskiller Ubuntu Budgie sig ikke funktionelt fra standard Ubuntu, og er således til brugeren der gerne vil have den velfungerende Ubuntu-base, men med læderbetrukne sæder og tonede ruder.

Ubuntu Budgie

Lubuntu

Lubuntu er en Ubuntu-variant med et strengt fokus på minimalisme. I stedet for Unity/Gnome, har denne variant skrivebordsmiljøet LXDE, som er en ultra-letvægter. Dette afspejler sig i at der ingen overflødige funktioner er, grafikken er holdt til et minimum, og at systemet således også kører hurtigere end nogen af de andre på denne liste. Til forskel fra standard Ubuntu, bruger Lubuntu ‘Synaptic Package Manager’ til at finde og installere programmer, og kommer ikke med en fuld sammenhængende office-pakke, men med en række mere letvægtsprogrammer. Dette styresystem er altså til brugeren som enten vil have et hurtigt system uden overflødigheder, eller som har noget ældre hardware.

Lubuntu

Ubuntu Studio

Denne variant er orienteret imod designere – det være sig grafisk, video- eller musikproduktion. Den har erstattet standard Ubuntus Unity/Gnome med det mere minimalistiske skrivebordsmiljø Xfce, og adskiller sig udover det ved at være baseret på en lidt forskellig kerne, nemlig Linux Low Latency kernen, som kortfattet lader enkelte programmer ‘reservere’ CPU-tid, og altså gør f.eks. lydredigering mere flydende. Derudover kommer styresystemet med en lang række special-programmer til lyd-, video-, og billedredigering.

Ubuntu Studio

Ubuntu MATE

Ubuntu MATE adskiller sig ikke funktionelt fra standard Ubuntu, men har erstattet skrivebordsmiljøet med det nyligt populære MATE-miljø, som fokuserer på simplicitet, elegance og brugervenlighed, og som faktisk er baseret på det oprindelige Gnome. Ligesom Budgie, er denne variant af Ubuntu til brugeren som gerne vil have en standard Ubuntu, men med et andet udseende.

Ubuntu MATE

Alle de ovennævnte styresystemer baserer sig således på Ubuntu. Ubuntu bliver udviklet af firmaet Canonical, og de udgiver løbende nye versioner, som deles ind i to:

LTS: ”Long Term Support”-versioner, det vil sige versioner hvor der kommer sikkerhedsopdateringer og bliver ydet support til i 5 år efter de er udkommet, og

Almindelige versioner: Versioner som typisk bliver udgivet to gange om året, og som bliver vedligeholdt i lige under et år fra de er udkommet.

Den seneste LTS-version er 16.04 LTS ”Xenial Xerus” og den seneste almindelige version er 17.10 ”Artful Aardvark”.

Canonical har også en udvidet liste over andre flavors, som man kan kigge på.

 

Linux Mint bygger også på Ubuntu, men det er en “spin off” og altså ikke en af de officielle varianter fra Canonical. Linux Mint kan anskaffes færdiginstalleret på en mini PC: Linux Mint Box Pro. til $400 (ca 2.500 kr + importomkostninger).