E-mail: Hvor ligger det?

posted in: IT skolen | 0

Du bruger selvfølgelig e-mail. Og du har en postkasse et eller andet sted, som tager imod emails til dig, så folk kan skrive til dig, selv om din PC er slukket. Adgangen til din postkasse er styret af dine login-oplysninger til postkassen eller “kontoen” og du skal selv sørge for at huske disse oplysninger, når du har fået dem udleveret (eller selv har indtastet dem ved oprettelse af kontoen). Det kan være ganske besværligt og tage ret lang tid, at få disse oplysninger frem, hvis du har tabt dem. Nogle af de store leverandører af postkasser er TDC, Google (gmail) og Microsoft (hotmail.com og outlook.com)

Så din email modtages i en postkasse et eller andet sted ude i verden. Hvordan du så herefter læser den, kan der være forskellige metoder til:

  • E-mail program på din PC (Mac, iPad, Smartphone)
  • E-mail adgang via Internet (Browser)

Med et e-mail program bliver alle mails hentet ned på din egen PC. Hvis du mister forbindelsen til Internettet har du stadig adgang til de mails du tidligere har modtaget. Der er mange forskellige mailprogrammer, men et godt og gratis  email program er Mozilla Thunderbird. E-mail programmer vil som regel hente mails på en af to væsentligt forskellige måder: POP3 eller IMAP:

  • POP3: Dine mails bliver HENTET fra postkassen. Det betyder, at din konto hos leverandøren af postkassen ikke behøver at have plads til så meget mail – der skal jo kun ligge det, der er på vej (Men TDCs standard-størrelse på 10 MB er dog i underkanten selv på denne måde – det er jo blot et par emails med et par billeder, så er den fyldt op. Heldigvis kan man gratis sætte den op til 1 GB, hvis man logger ind på sin TDC konto). til gengæld betyder det også at du ikke kan læse emails på din telefon, hvis din PC har “spist” dem. Som regel kan POP3 modtagelsen i dit email program dog indstilles til at efterlade en kopi i et antal dage i postkassen (på serveren).
  • IMAP: Dit mailprogram på PC’en LÆSER det der ligger i postkassen på serveren. Der bliver altså ikke slettet noget på serveren før du selv sletter det inde i dit mailprogram. Mailprogrammet fungerer som regel lidt langsommere på denne måde, men til gengæld har du adgang til dine mails fra alle de PCer, iPads, Smartphones o.s.v. som du bruger. IMAP vil som regel også opbevare en kopi af mails på din PC, så du er ikke helt tabt, hvis Internet-forbindelsen ryger.

Adgang til læsning af emails via Internettet kaldes ofte for webmail. Det minder meget om IMAP, da alle mails altid bliver i postkassen på serveren indtil du sletter noget. Men hvis du bruger webmail har du altså ikke noget mail-program på din PC: Du bruger en af dine Internet-browsere, altså de programmer, der kan benyttes til at se hvad som helst på Internettet: Microsoft Internet Explorer, Google Chrome, Mozilla Firefox, Apple Safari og Opera er de almindeligste.

Ofte vil din postkasse-leverandør tilbyde både adgang via mail-program og via webmail.