Opensource software kontra handelskrig

posted in: Internet, Programmering | 0

En meget stor del af de programmer og services vi bruger til forskellige it-løsninger er enten udviklet som open source software eller bygger på software fra open source verdenen. Så alle udviklere (der ikke selv vil opfinde den dybe tallerken og starte med at blande ler til porcelæn) har behov for at kunne hente disse open source elementer. Det sted hvor der er allermest af den slags er på Github. Fremragende system. Så fremragende, at Microsoft sidste år købte det indtil da uafhængige Github for 50 milliarder kroner.

Microsoft er et amerikansk firma og skal overholde de handelsrestriktioner, som Trumpadministrationen finder på. Det betyder så, at GitHub er lukket for en række lande (se omtalen på Computerworld), som USA ikke bryder sig om. Helt uanset om folk fra disse lande har været blandt bidragyderne til software på Github. I øjeblikket er det meget få lande, men nu kan vi så frygte at Trump beslutter at lukke for EU fordi en konkurrencekommisær ikke er venlig nok overfor amerikanske tech giganter. Herligt.

I første omgang kan man selvfølgelig omgå spærringen ved at benytte sig af en VPN service, der “lader som om” du sidder i et andet land, men Trump administrationen har formodentligt også intelligente folk, der kender denne metode, så det er nok kun et spørgsmål om tid, inden den metode lukkes.

Hvis jeg var chef for EU, så ville jeg få oprettet en europæisk gitserver i en fart.