Nødstart af PC fra CD eller USB

posted in: Tips, Windows | 0

Vil din PC ikke starte normalt? Har du slettet en fil, der ikke skule have været slettet? Eller mistet filer på grund af en fejl på disken? Eller mistanke om en virus eller anden malware, der er skjult, når din PC eller Mac kører? Der kan være mange gode grunde til, at det kan være praktisk at kunne starte PCen op fra et andet operativsystem, end det, den er installeret med. Ikke mindst blot det, at afgøre om en fejl ligger i maskinens hardware eller i operativsystemet.

Det mest nærliggende for en Windows PC er selvfølgelig at starte maskinen op fra installations DVD’en. Altså hvis du har husket at lave en, for den slags følger ikke længere med når man køber en ny PC. Men som regel er der et menupunkt til at lave en bootbar DVD: Søg efter Opret en systemreparationsdisk.

Men har du ikke en Windows DVD kan du måske også løse dit problem med en såkaldt LiveCD: Det er som udgangspunkt en bootbar udgave af Linux fyldt med diverse relevante værktøjer og med en relativ brugervenlig menu og/eller brugervejledning. Du kan installere systemet på en CD / DVD eller på en USB stick – se vejledning på de respektive hjemmesider.

På Windows PCer bruger vi som regel Ultimate Boot CD for Windows, Hiren’s Boot CD  eller System Rescue CD. De er alle spækket med disk- og antivirus-værktøjer. Og hjemmesiderne har vejledninger til hvordan de bruges. Det er dog nok ikke så ligetil for almindelige brugere, men som altid: Kontakt InfoShare.

Du kan finde en oversigt over 10 andre Live Rescue CD’er her hos TechRepublic.

Ellers: Download DVD billedet (.iso fil) eller et builder program fra hjemmesiden. Brænd den på en DVD. Sæt den i PCen, der har problemer og start PC’en idet du husker at tvinge den til at starte fra DVD i stedet for at starte fra den indbyggede harddisk: Som regel vises ganske kortvarigt under opstart, hvilken knap du skal trykke på for at “ændre boot device” – det varierer fra fabrikat til fabrikat, men er for tiden ganske ofte F12 tasten.

Formodentligt kun for ældre PCer: Hvis du har en Windows DVD (husk nu at lave den for din nye PC) og du er ret overbevist om, at det er en enkelt af Windows filerne, der er blevet ødelagt, har du en ekstra mulighed: Du kan hente den pågældende fil fra Windows DVD’en og pakke den ud til Windows på din PC. Det kan nogen gange løse et problem, men dels så er det ikke sikkert at du har ret i, at det er denne fil, der er beskadiget og dels så kan filen være blevet opdateret ved en Windows opdatering, så den udgave, der ligger på DVDen ikke længere kan spille sammen med de andre dele af Windows. Men hvis du føler behov for at prøve, så sætter du Windows DVD’en i et kørende Windows system, starter et kommandovindue (Start knap, søg efter cmd, dobbeltklik) og skriver, hvis det fx er rundll32.exe programmet, der er gået i stykker (X: erstattes med det bogstav, der svarer til dit DVD drev):

expand X:\i386\rundll32.ex_ c:\windows\system32\rundll32.exe

og genstarter PCen. Du kan se en mere detaljeret beskrivelse af dette i en konkret sammenhæng her hos Microsoft. NB: Metoden er gammel – stammer tilbage fra Windows XP – og vi har faktisk ikke brugt den siden, så det er ikke sikkert at den gælder for Windows 7 og højst usikkert om den gælder for Windows 10.