Windows 10 Creators Update

posted in: Tips, Windows | 0

“Windows 10 er den sidste version a Windows, der nogensinde bliver udgivet” lød det ved lanceringen af Windows 10. Sidste soer fik vi så opdateringen Windows 10 Anniversary Update (hvor bl.a. KidsCorner blev fjernet og Startmenuen blev ændret) og siden april har Microsoft været i gang med at udsende Windows 10 Creators Update.

For mig er de 4 mest interessante ting i Creators update:

  • Paint 3D programmet som er en helt ny udgave af Paint – heldigvis får vi dog lov til at beholde den gamle Paint også.
  • De opdateringer vi har set indtil nu har slået alle Microsofts spioner (dataoverførselsprogrammer) til igen, så man skal lige ændre en del “Ja” til en del “Nej”.
  • Windows skærmbilleder er gjort lidt mere gennemsigtige og udflydende i kanten, så man nu har endnu vanskeligere ved at se, hvad der er hvad.
  • Ejere af 3-4 år gamle PCer med Atom Clover Trail chipset (Atom Z2760, Z2580, Z2560 og Z2520) kan ikke opgradere. Undskyld: Opdatere – opgradere er jo når der er tale om noget helt nyt, mens opdatering er når der er udvidelser og forbedringer til noget eksisterende. Læs mere om det her hos TechRepublic: Recent laptops will stop receiving new features (Det er TechRepublic lidt fornærmede over, men man kan jo også sige, at så er der da heldigvis nogen, som slipper for at stirre på deres PC en times tid, mens den opdaterer og genstarter.)

Du kan finde Microsofts præsentation af Creators Update her: Windows Features

Bemærk i øvrigt også Microsofts tekst om sikkerhed. “Windows 10 er det mest sikre Windows, der nogensinde er udviklet, og det leveres med omfattende sikkerhedsfunktioner, herunder antivirus-, firewall- og antiphishingteknologi. Det er alt sammen indbygget uden ekstra omkostninger for dig.” Der er ingen tvivl om, at den indbyggede Defender er blevet bedre, men om det kan betragtes som fuld virusbeskyttelse er der stadig en del uenighed om. Især med antivirus leverandørerne.

Opdatering: Computerworld fortæller her at Paint inden længe ikke vil være en del af Windows, men vil kunne hentes fra Windows Store. Jeg har brugt Paint som et letvægtsprogram til to ting: Gemme en skærmbillede som .jpg eller .png og ændring af størrelse på et foto, inden jeg sender det i en mail. Bluefive software har et par små gratis programmer, der kan bruges i stedet: PixResizer og SnapShot: Bluefive free tools.

Windows 10 har også et indbygget værktøj til kopiering af hele eller dele af et skærmbillede: Tryk på Søg og skriv Klippeværktøj (eller snip) og start det fra søgeresultaterne. I klippeværktøjet kan man fremhæve med en highlite pen, men man kan ikke fjerne noget af det oprindelige skærmbillede (som fx. et navn eller cpr nummer som man ikke ønsker at gemme/sende).