Hvilken browser?

posted in: IT skolen | 0

“Browseren” er nok det program, du bruger allermest på din PC. Det er det program, der gør det muligt at se sider, der ligger på Internettet, fx dr.dk, facebook.com eller rejseplanen.dk.

Og du kan vælge mellem flere forskellige – der burde ikke være nogen forskel, da det du ser jo ligger et sted på nettet. Men det er der nu alligevel. Forskel altså. Der kommer jævnligt opdateringer til browserne og de, der laver internet siderne er derfor mere eller mindre holdt op med at kontrollere, at deres sider kan vises perfekt i alle browsere. Og det eneste gode råd, der holder, er: Sørg for at have et par alternativer at vælge imellem.  Her er de mest udbredte browsere og et par af deres begrænsninger:

  • Internet Explorer (eller kort: IE): Microsofts browser, der er installeret på enhver PC forud for Windows 10. Nok den langsomste af browserne og i stigende grad med problemer på forskellige hjemmesider: Jo mere hjemmesiden “kan” jo langsommere vil den være i  IE. IE findes i mange udgaver (versioner) og en af de mere besynderlige ting er at IE på en Windows 8 PC ikke virker ens, hvis man starter den fra skrivebordet og fra den nye Start skærm.
  • Chrome. Googles browser, der er hurtig og god. Men det er nu ikke længere muligt at bruge Java i forbindelse med Chrome og det betyder at du fx ikke kan logge ind på de nem-id sider, som kræver Java (fx virk.dk og borger.dk). Og så bruger den ret meget af PCens hukommelse når man åbner flere faner.
  • Firefox: Fra open source samarbejdet Mozilla (udvikles uden at der umiddelbart er nogen der skal tjene penge på det. Men noget må de vel leve af.). Det er nok p.t. den bedste browser. Den er hurtig. Den fungerer på både Windows-PC, Mac og Linux maskiner. Og den kan bruges i forbindelse med Java.
  • Safari: Apples browser, som er installeret på alle Mac’er. Der har været nogle begrænsninger i forhold til forskellige hjemmesider, men efterhånden er den ganske god. På en Mac vil jeg dog altid også have Firefox installeret.
  • Opera: Fra det norske firma Opera. Glimrende browser uden kendte begrænsninger, men desværre ikke så udbredt.
  • Edge: Microsofts nye browser, der fra Windows 10 skal afløse IE. Den skal vel nok blive god når de får fjernet et par børnesygdomme. Og i hvert fald så er den god til at sende oplysninger til Microsoft om hvad du bruger den til.